
De er langt fra største entreprenør i markedet, men Holstebro-virksomheden Kaj Bech har spillet en central rolle i bygningen af den gigantiske elmotorvej, som åbner 15. april. Fordi firmaet kan sit kram, leverer til tiden og har til huse i den grønne omstillings smørhul.
De første Thor-havvindmøller er begyndt at snurre. Trække vedvarende energi ud af vinden der fejer hen over Vesterhavet ud for Thorsminde. Forvandle luftmasse i bevægelse til strøm der lyser op, giver varme, køler ned, holder maskineriet i gang og gør transport mere miljøvenlig.
Fuldt udbygget bliver Thor Wind Farm Danmarks største havvindmøllepark, der kan forsyne op mod 1 million husstande.
Men strømmen skal i land – og for at blive god forretning, skal elektriciteten fragtes vidt omkring. Faktisk helt til den dansk-tyske grænse. 172 kilometer sydpå for at være præcis.
Hos entreprenørvirksomheden Kaj Bech i Holstebro, kan Peter Elberg Bech og hans folk ranke ryggen. For de gjorde det: Leverede topkvalitet. Til tiden. Og aftalt pris. Præcis som det sig hør og bør i det vestjyske.
”Fordi vi er dygtige”
Kaj Bech har stået for bygningen af to energistationer ved Idomlund og Volder Mark nær Ramme. Energistationerne er de anlæg, som tager imod strøm fra Thor ude i Vesterhavet 20 kilometer fra land.
Kaj Bech har også stået for byggeriet af 16 overgangsstationer, som er placeret på det lange stræk fra Ramme og Idomlund til grænsen mellem Danmark og Tyskland. Overgangsstationer er de steder, hvor luftledninger fra højspændingsmaster føres ned i jorden. Og omvendt: Føres fra jordkabler op til luftledninger i højspændingsmaster.
Elledningerne føres typisk ned i jorden i områder, hvor der er sårbar natur og dyreliv at beskytte. Højspændingsmaster er generelt en bedre og billigere løsning end at grave kabler ned, og derfor er master at foretrække, hvor der ikke er særlige naturhensyn at tage.

Det er Energinet, som står for byggeriet af den vestjyske elmotorvej, som den populært kaldes. Energinet er et selvstændigt statsligt selskab under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Den offentlige virksomhed ejer og driver dansk energiinfrastruktur – og er en meget kræsen kunde:
”Vi har vundet udbuddene i skarp konkurrence med selskaber langt større end os. Hvorfor? Fordi vi er dygtige,” fortæller Kaj Bechs administrerende direktør, Peter Elberg Bech.
Skrappe krav gør skarp
At være dygtige og vinde udbud har styrket selvforståelsen, men har også givet sved på panden hos de ellers så stovte vestjyder:
”Energinet er en utroligt professionel bygherre. Jeg har den største respekt for deres tilgang til kvalitet. For at kunne blive underleverandør, måtte vi gennem ISO-certificering. I arbejdet med højspænding kan selv en lille fejl være livsfarlig. Så der stilles særdeles høje krav til en række forhold – sikkerhed, miljø, arbejdsforhold for blot at nævne nogle. Man kan roligt sige, det har løftet Kaj Bech ind i entreprenørvirksomhedernes superliga at arbejde for Energinet, og bygge energi- og overgangsstationer på elmotorvejen i Vestjylland. I dag bliver vi ofte prækvalificeret til bygge og anlægsprojekter i energibranchen, altså godkendt på baggrund af de referencer og kompetencer vi har opbygget inden for området. Fordi vi gang på gang har demonstreret, at vi lever op til selv de skrappeste krav og forventninger”.
Kun prækvalificerede entreprenørvirksomheder får lov at byde ind på projekter i udbud.
I andre projekter arbejder Kaj Bech primært med byggeri i det midt- og vestjyske, men samarbejdet med Energinet har været så succesfuldt, at den statslige aktør har valgt Holstebro-virksomheden til i landsdækkende projekter.

Grøn omstilling til at få øje på
Med Energinets egne ord, er den vestjyske elmotorvej ”en milepæl”.
Moderniseringen og udbygningen af elnettet er et meget synligt tegn på den grønne omstilling. I takt med at hele samfundet drosler ned på fossile brændstoffer – og bruger el i stedet for benzin, diesel og gas – skal der udvindes enorme mængder energi fra sol og vind. Og de kolossale mængder af elektricitet skal flyttes vidt omkring.
Den vestjyske elmotorvej kan faktisk blive en del af et nyt eksporteventyr, når strøm – der kommer til verden via havvindmøller ud for Thorsminde – kan flyttes til det store marked i Tyskland og sælges der. Forudsætningen er, at tyskerne gør syd for grænsen, hvad vi har gjort nord for: Bygger videre på elmotorvejen.
Arbejdet har været en stor opgave for Kaj Bech. Ud af firmaets 230 ansatte har 30-40 mand været beskæftiget med at bygge energistationerne i Ramme og Idomlund – mens de 16 overgangsstationer har givet fast arbejde til omkring 30 mand. Arbejdet har været traditionelt anlægsarbejde med jord, beton og kloakering. Derefter rigge stationerne til. Og til slut forvandle byggepladser til pæne udendørsarealer med tilkørselsveje, græs og beplantning.
Del af et stykke Danmarkshistorie
At være en dygtig underleverandør hos en kræsen bygherre åbner døre:
”Vi kan se, at samarbejdet med Energinet åbner døre ind til on- og offshore-branchen, som også stiller meget høje krav. Som entreprenørvirksomhed er vi blevet interessante for en helt ny
branche. Ligesom vi er det i forbindelse med næste store udvidelse og modernisering af energinettet i Østjylland”.
”Det er enormt spændende for os i Kaj Bech at være en del af projektet, men for alle i samfundet er det jo lyslevende Danmarkshistorie. Den grønne omstilling udspiller sig lige nu for øjnene af os. I en verden, hvor vi er ved at tage syvmileskridt i forhold til at sænke CO2-udslip og løse klimakrise. Det er også geopolitik, fordi vi gør os uafhængige af fossile brændsler fra lande, vi af mange gode grunde nødig vil handle med. Og vi sikrer vores forsyningssikkerhed i en urolig verden, hvor energi spiller en væsentlig rolle i krige og konflikter, der kan udspille sig med cyberspace som slagmark”.

De store perspektiver ligger slet ikke fjernt for Peter Elberg Bech. Han har en fortid i Udenrigsministeriet, hvor han i et kontor med 30 kolleger arbejdede med eksport af danske energi- og miljøløsninger – typisk vindmøller, fjernvarme, biogas og håndtering af spildevand. Områder, hvor Danmark har en global førerposition.
I dag sidder Peter Elberg Bech med hånden på rattet i en familieejet virksomhed. Peter er tredje generation og vendte tilbage til Kaj Bech for seks år siden. De seneste tre år som direktør.
Holstebro er knudepunkt
”Holstebro og omegn har udviklet sig til et knudepunkt for grøn omstilling i Danmark. Et unikt sted som spiller en hovedrolle i omlægningen til vedvarende og bæredygtig energi. Vel nok den egn i hele Danmark, hvor den grønne revolution er mest synlig og udviklingen går hurtigst. Det mærkes i erhvervslivet. Mange virksomheder, som arbejder indenfor feltet, har for længst indset, at det giver rigtig god mening at placere sig helt tæt på infrastrukturen. Kaj Bech har altid haft base her, men vi mærker tydeligt, at Holstebro og Nordvestjylland er samlingspunkt for grønne projekter og arbejdspladser, det er spændende at være en del af”.
Og så er det måske på sin plads hen mod slutningen af hæve blikket. For livet er andet end tonstunge maskiner og stabilt grus.
”Min hustru er fra Canada. Vi ved fra vores eget liv, at det betyder meget for tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft, at Holstebro i årtier har haft en særlig status indenfor kunst og kultur. Det er en gave at bo i en by og på en egn, hvor naturen er stor og kulturlivet vildt. Jeg tror faktisk, vi har de bedste forudsætninger for at tiltrække kvalificeret – også højt specialiseret – arbejdskraft. Og det har vi givetvis brug for, efterhånden som vi manifesterer os som et smørhul for den grønne energirevolution”.
Vi slutter af med en runde ude på pladsen. Hallen med vejsalt er ved at blive fyldt op efter en sæson, hvor der blev trukket store veksler på lageret. Lidt derfra er asfaltarbejdere ved at gøre maskiner og køretøjer klar til at reparere huller i vejene efter strid frost i januar og februar.
Landeveje hvor flere og flere biler og lastbiler vil køre på el. Eller rettere: Køre på vestenvind grebet ud af det blå med en mølle ud for Thorsminde.
Og fragtet ud til alle os via den vestjyske elmotorvej. Som Kaj Bech har været med til at bygge.


