Kåre Madsen og tre weekender, der får Holstebro til at spille sammen 

Der bliver drukket en kubikmeter kaffe. Spist 9.000 stykker frugt. Og løbet ind gennem røg, lys og høj musik af omkring 3.000 fodboldspillere – drevet af Kåre Madsen og et stærkt fællesskab omkring Holstebro Indoor. 

For seks-syv år siden sad Kåre Madsen – indehaver af Madsen Byg – i bilen med sin søn og kørte tværs gennem landet for at finde de fede indendørsstævner. Vejle. Aarhus. Randers. Horsens. 

Vestjylland? Tja. 

– Vi manglede noget her. Noget med lir. Noget, børnene kunne mærke i maven, siger Kåre Madsen i et nyt afsnit af podcasten Alt godt, som du kan høre herunder, eller der hvor du lytter podcast. 

Så Kåre og makkerne gjorde det, mange taler om – men færre gør: De byggede det selv. Tog det bedste fra de største stævner og skruede konsekvent op for oplevelsen. Resultatet blev Holstebro Indoor – et trækplaster så stærkt, at det fik DGI’s tilmeldingssystem til at knække sammen, da tilmeldingen åbnede. 

Indløb med røg – og pokaler til alle 
For Kåre og den trofaste skare af frivillige bag Holstebro Indoor handler turneringen ikke kun om mål og point. Det handler om at give børn og unge en oplevelse for livet. Der er indløb med røgkanoner og lys. Navnene runger ud af de store højtalere. Og når der er podieplads, får alle spillere deres egen pokal. 

– Hvorfor skulle fem-seks børn stå og dele én pokal? Selvfølgelig skal de have én hver, siger Kåre om en af deres største budgetposter i turneringen.  

Det virker. Børnene ranker ryggen. Forældrene tager billeder. Og nogle gange står en treårig lillesøster og overrækker pokalen til sin storebror.  

– Det er dér, jeg mærker, at det hele giver meningDet er ikke bare en kamp. Det er et øjeblik, fortæller Kåre Madsen.  

Frivillighed – uden løn, men med mening 
Holstebro Indoor er 100 % frivilligt drevet. Kåre møder ind kl. 6.30. Går hjem ved midnat. Tre weekender i træk. Til gengæld er der omkring 15 frivillige pr. dag, heraf en solid kerne, der har været med siden begyndelsen. Forældre. Unge. Lokale kræfter. 

Nogle sidder ved dommerbordet. Andre styrer stævnekontoret. Og helt unge knægte og piger får mikrofonen i hånden og kalder holdene op foran 100 mennesker. 

– Det giver dem noget. At tage ordet og finde ud af, at det ikke er farligt, siger Kåre Madsen. 

Sidste år valgte Holstebro Indoor at bruge en del af overskuddet på noget, der rækker længere end de tre weekender i januar: dommerkurser for unge. I dag er omkring seks af de unge aktive dommere i udendørsfodbolden. Ikke bare til stævnet, men i helt almindelige turneringskampe rundt omkring. 

– Det er vi faktisk lidt stolte af, siger Kåre Madsen.  

For det er ikke bare ekstra hænder i weekenderne. Det er fødekæde til foreningslivet. 

– De første år havde vi nogle dommere, der var så unge, at det var lige før, vi måtte skille banderne ad, for at de kunne komme ind på banen, griner Kåre Madsen. 

Grønne tal – og kærlighed til byen 
Hvorfor bruger en travl erhvervsmand så tre weekender på et frivilligt stævne? For ham er svaret er enkelt: 

– Jeg elsker den her by. Det har jeg altid gjort, og den vil jeg gerne give noget tilbage, siger Kåre Madsen fortsætter.  

  Holstebro har grønne tal. Den vokser i indbyggertal. Og i vores del af landet er det ikke nogen selvfølge. Det er sindssygt vigtigt at værne om. 

Hans virksomhed er forankret i byen. Hans arbejdspladser er det. Og Holstebro Indoor er hans måde at bidrage til, at flere får øjnene op for byen – og lyst til at blive en del af den. 

Med hold fra Esbjerg til Aalborg bliver navnet Holstebro råbt op igen og igen. På storskærme, i kampprogrammer og på sociale medier. 

500 er nok 
Holstebro Indoor har omkring 510–530 hold med hvert år. Det svarer til cirka 1.000 spillere pr. weekend. Og ja – der er ventelister. Men der kommer ikke en fjerde weekend. 

– Det kan jeg simpelthen ikke. Tre weekender er rigeligt, siger Kåre Madsen med et grin. 

Ambitionen er ikke evig vækst. Ambitionen er kvalitet. Stemning. Samling ét sted. Med alle finaler i samme hal.  

En drøm i græs – og beton 
Men alligevel drømmer de. Kåre og kompagni. Holstebro Indoor er organiseret som en forening, og selve overskuddet har et mål: En goalbox med kunstgræs ved Idrætscenter Vest. Prisen på sådan en drøm lyder lige nu på omkring 1–1,5 mio. kr. 

– Vi har omkring 400.000 kr. i kassen. Kan vi selv lægge en halv million på sigt, er det nemmere at få fonde med, siger Kåre Madsen. 

Drømmen lever. Ligesom stævnet. 

Årets leder  
Kun få dage efter, at røgen havde lagt sig i hallen efter endnu en udgave af Holstebro Indoor, stod Kåre Madsen selv på en scene. Uden fodboldstøvler og stævneprogram – men for at modtage hæderen som Årets Leder ved Sportsgalla 2025 i Holstebro. En anerkendelse af et engagement, der rækker langt ud over én turnering. 

For det, han bygger, handler ikke om titler. Det handler om børn, der løber gennem røg. Om frivillige, der bliver hængende år efter år. Og om en by, der vokser – fordi nogen engagerer sig i den. 

Flere historier