Gunnar B. Knudsen har været fyrværker for L.O.C. og Minds of 99. Han har sat pyroteknik op for Rammstein og Coldplay, designet fyrværkerishows til Kongehuset, Tivoli, Legoland og Parken og har vundet adskillige internationale konkurrencer og priser som fyrværker. I år har han rundet de 61 år, og han elsker stadig sit farverige arbejdsliv.
75 gram krudt. Det er grænsen for, hvor meget krudt, der må være i de fyrværkeriartikler, du køber ude i butikkerne op mod nytår. Men når man er professionel fyrværker, er der ingen grænser – så længe sikkerheden er i orden.
- De bomber, jeg bruger flest af, er der ofte tre kilo eller mere i, så man kan altså godt se forskel, griner Gunnar B. Knudsen.
Han har designet fyrværkerishows som professionel fyrværker i over 30 år og har nu efterhånden så godt styr på sine himmelvendte penselstrøg, at han kan sætte gang i et show til langt over en million kroner – uden at få pulsen op.
Sådan har det ikke altid været.
Men når man gennem 30 år har lavet alt fra fyrværkerishows til pyroteknik for alverdens musikere, forlystelsesparker og virksomheder, er der efterhånden ikke meget, der kan overraske én.
Publikums gunst
Men nu skal det ikke lyde som om, det er noget særligt nemt job at være fyrværker.
For det show, publikum ser, og som ikke varer mere end 15-20 minutter – har ofte taget flere måneder at designe.
Ved The Tall Ships Races i Aalborg i 2022 sendte Gunnar Knudsen og hans ansatte over 4.700 stykker fyrværkeri af sted fra Limfjordsbroen – et 16 minutters show, der tog halvandet år at forberede.
– Det var det fedeste, og da showet var færdigt, lå samtlige skibe i havnen og tudede i hornene i minutter efter showet. Folk, der kiggede på, stod og hoppede og hujede – og det var simpelthen så fedt, siger han.
Det er dén følelse, han jagter som fyrværker.
Kunsten at designe et show
Men selvom reaktionen fra publikum er den store belønning, er vejen dertil langt fra glitrende. For bagsiden af medaljen – den, der ikke glimter mod nattehimlen – er fyldt med logistik, sikkerhed, teknisk præcision og bunker af papirarbejde.
– Der er så mange, der tror, jeg bare render rundt med en lighter og trykker på en knap. Men det her er millimeterpræcist. Hver eneste bombe har sin egen adresse i systemet. Alt er kodet og programmeret ned til millisekunder. Og hvis det ikke spiller – så falder det hele fra hinanden, forklarer Gunnar.
Han bruger ofte flere måneder på at designe ét show – særligt de musikstyrede, hvor hver eksplosion skal passe nøjagtigt til musikkens rytme, klang og opbygning.
– Jeg kan ikke høre visse stykker musik uden at begynde at se fyrværkeri for mit indre blik. Det kører som en slags film oppe i hovedet, siger han.
Og det er netop det filmiske, det teatralske og det følelsesmæssige, der driver værket. Når klimaks i musikken nærmer sig, skal farverne på himlen tage til, rytmen skal intensiveres, og finalen skal eksplodere i farver og former.
Fra Moonlight til Majestæten
At det lige skulle være fyrværkeri, det meste af arbejdslivet skulle gå med, var måske ikke skrevet i stjernerne fra starten. Gunnar er oprindeligt uddannet bager og har både bagt franskbrød og flødekager, været disk jockey på Diskotek Moonlight i Holstebro og arbejdet med maskinvedligehold på Arla-mejeriet i Holstebro i over et årti. Men krudtets tiltrækningskraft har haft tag i ham hele tiden – indtil det til sidst blev karrierevejen.
– Undervejs mens jeg arbejdede andre steder, opsøgte jeg nogle fyrværkere i byen, bare fordi jeg var nysgerrig. Jeg rendte dem nærmest på dørene. Og en dag spurgte de, om jeg ville være med. Resten er historie, som man siger.
Siden dengang i midten af 90’erne er det blevet til shows for Tivoli (fast siden 2006), Legoland, kongehuset, store sportsbegivenheder – og samarbejder med navne som Coldplay, Rammstein, L.O.C. og Minds of 99.
– Jeg går nu egentlig ikke så meget op i, hvem jeg laver tingene for – bare det hele spiller, så er jeg glad, siger han.
Mange timer væk
Men at være fyrværker er ikke bare et arbejdsliv med store navne og høj himmel. Det er en livsstil, hvor arbejdsdagen starter tidligt om morgenen og ofte slutter sent – og hvor højsæsonen topper, når resten af landet holder fri.
– Jeg starter typisk mit arbejde klokken seks hver morgenen. I højsæsonen kan det være fra fem til atten – og weekender oveni. En tur til Tivoli starter lørdag formiddag og slutter søndag morgen klokken fem. Det er bare sådan, det er, siger Gunnar.
Og som selvstændig er det svært at slippe ansvaret – også når man har fri.
– Jeg tager jo telefonen, når den ringer. Og det gør den tit. Mine børn kigger nogle gange på mig og spørger: “Skal du virkelig tage den nu, far?”
De mange timer foran skærmen, i bilen og ude på festpladserne kræver sin portion vilje. For den farverige finale, publikum ser, skjuler et massivt forarbejde.
– Det er jo kun toppen af isbjerget, man ser, når man ser et fyrværkerishow. Det kan godt være svært at forklare folk, siger han.
Fyrværkeriets udvikling – fra ildtænding til inputkoder
Meget har ændret sig, siden Gunnar B. Knudsen første gang blev budt indenfor i det professionelle fyrværkeri-miljø i midten af 90’erne. Både selve bomberne og måden, de affyres på, er blevet mere præcise.
– I dag er bomberne større i udslaget, farverne er blevet markant bedre, og effekt-kompleksiteten er steget helt vildt. Det, vi kan i dag, kunne vi nok teoretisk dengang – men man gjorde det bare ikke, siger Gunnar.
Udviklingen betyder også, at nogle effekter i dag er så sofistikerede, at kun andre fagfolk forstår, hvad der egentlig foregår.
– Der er nogle effekter, der er så specielle, svære og dyre, at man skal være fyrværker for helt at forstå, hvad man ser. Det almindelige publikum fanger det ikke på samme måde. Og det er ikke fordi, jeg skal lyde ”hovskisnovski” – det er bare et faktum. Ligesom en kok smager nuancer i en ret, som almindelige gæster måske ikke opfatter, siger han.
Den tekniske side er også blevet mere avanceret. Hver bombe har sin egen eltænder – et lille elektronisk kredsløb med en pyroteknisk spids – og alle disse er kodet og adresseret i et digitalt affyringssystem.
– Det hele kører gennem et netværk, hvor hver eneste bombe har sin specifikke adresse. Alt bliver programmeret og afstemt ned til millisekunder. Det skal spille, ellers falder det hele fra hinanden, forklarer han.
Men selv med al den teknik, kræver det stadig respekt for det grundlæggende: krudtet og kraften.
– Hvis det går galt med de bomber, jeg arbejder med, så dør man. Der er ingen mellemvej. Men til dags dato har jeg ikke engang fået så meget som et brændemærke. Det handler om respekt – og om at holde sig til nogle få, helt faste regler.
Bevidstheden om klima
Men selvom det hele i dag er millimeterprogrammeret og teknisk overlegent, er det ikke kun præcisionen og de bedre effekter, der fylder mere.
Bevidstheden om fyrværkeriets miljøaftryk er også blevet en fast del af det, man snakker med kunderne om – og ikke nødvendigvis på grund af publikum.
– Det er ikke dem, der står og kigger op, der har ændret holdning. Det er deres bagland. Altså bestyrelserne i virksomhederne eller de politiske lag bag kommunale arrangementer. Der er kommet en helt anden klimabevidsthed – og det er der jo ikke noget at sige til, siger Gunnar og tilføjer:
– Problemet er bare, at folk nogle gange gerne vil diskutere med deres følelser – i stedet for, hvad der er fakta, siger han.
I stedet for at afvise kritikken om, at fyrværkeri sviner, har han valgt at møde det med konkret klimahandling.
– Vi satte os ned og regnede på det. Hvad udleder vi – i CO₂ – på transporten, fyrværkeriet selv og hele vejen rundt. Og så sagde vi: Okay, det må vi kunne gøre noget ved.
Løsningen blev at tilføje en klimakompensation som en integreret del af tilbuddet.
– I dag står der på fakturaen, hvor meget CO₂ der er udledt – og så planter vi træer i en faktor 10. Vi overkompenserer helt vildt, for så kan jeg med ro i maven sige: Vi har taget ansvar. Og det ansvar skal ikke ligge hos kunden – det skal være vores, siger han.
Videre med værdighed
I dag er det mest ham selv, der sidder bag skrivebordet og designer de store shows, mens yngre kræfter står for afskydningen. Men Gunnar B. Knudsen er stadig med – og han har ikke travlt med at stoppe.
Alligevel mærker han, at noget forandrer sig. Ikke i arbejdet – men i livet omkring det.
– Jeg er ikke blevet træt af det. Ikke et sekund. Men jeg glæder mig også til engang at kunne være lidt mere morfar og farfar. Og der er jo en del ting, jeg kommer til at gå glip af, som det er nu, siger han.
Han ser ikke nødvendigvis sig selv ved knappen de næste ti år frem. Så han håber, at nogen en dag vil tage pladsen.
– Hvis der sidder en derude og kigger på mit arbejdsliv og tænker, at det dér – det gad jeg godt… så skal de bare ringe, griner han.
