Kedlen i kog: Kristine holder liv i Holstebros kommende bydel 

37-årige Kristine Holzendorf er projektleder for kommunikation og tidlig byliv på Sygehusgrunden – et unikt job, hvor hver dag aldrig er ens. - Foto: Jakob Hoff Astrup

Mens Sygehusgrunden langsomt bliver til en ny bydel, arbejder Kristine Holzendorff med at holde liv i stedet – og få alle os andre til at drømme med. For hvad sker der egentlig inde bag murene? Og hvor langt er man med projektet?  

Det er ikke et helt almindeligt job, Kristine Holzendorff siden nytår har haft. 

Hun har til opgave at holde liv i en ny bydel, før den står færdig – og få folk til at drømme med på fremtidsvisionerne. 

Kristine Holzendorff arbejder som projektleder for tidligt byliv og kommunikation på Sygehusgrunden i Holstebro. 

Her skal hun skabe liv i tomme bygninger, blæse til aktivitet i de lange gange og sætte gang i fantasien om, hvad Sygehusgrunden kan blive til. 

Med andre ord: hun skal holde gang i Kedlen. Faktisk ligesom sin oldefar. 

– Min oldefar arbejdede som kedelpasser her på sygehuset. Han var en af dem, der stod for varme og damp til hele komplekset. Og nu er det så mig, der fyrer op for varmen – bare på en anden måde, siger Kristine. 

Mellem skepsis, følelser og fantasi 

Det er til tider en udfordrende opgave at fortælle bredt om noget, der først for alvor bliver synligt ude i fremtiden. 

– En af mine vigtigste opgaver er at få folk til at se det for sig. At kunne påvirke folks fantasi. For lige nu kan det være svært at forstå, hvad Sygehusgrunden egentlig er – og hvad den kan blive. Indimellem er folk da også skeptiske, men man skal huske, at det her er et projekt, der strækker sig over mange år. Tingene tager tid, siger hun. 

Foto: Jakob Hoff Astrup

Sygehusgrunden vækker følelser hos mange. Det er her, folk har sagt farvel til kære – og budt nye velkommen til verden. Det er også her, mange har arbejdet, gået til undersøgelser – og måske kæmpet for livet. Derfor er transformationen ikke bare en praktisk opgave – den handler også om at flytte folks fokus over i noget mere forestillende. 

– Vi skal have folk med på at forestille sig noget nyt og måske prøve at slippe de minder, man selv har fra stedet, siger hun. 

For der sker en masse nyt mellem Sygehusgrundens mure. 

– Foto: Jakob Hoff Astrup

Kedlen er åbnet 

Et af de steder, hvor der allerede sker noget, er i den gamle kedelbygning. 

I dag er kedlen fjernet, og rummet er i stedet blevet forvandlet til et eksperimenterende kulturhus, der naturligvis har fået navnet Kedlen. Her er højt til loftet – både fysisk og i overført betydning. 

– Kedlen fungerer som et levende værksted for kultur – fra koncerter og dans til performance og eksperimenterende formater. Vi åbnede officielt den 29. august, men der har allerede været mellem 5 og 10 koncerter, siger hun. 

Midt på Sygehusgrunden står Kedlen – en rå betonbygning, der nu er blevet centrum for et nyt kreativt samarbejde. – Foto: Jakob Hoff Astrup

Kristine peger på, at det er vigtigt med rum, hvor ting ikke behøver at være færdige – og hvor rummet kan ændre sig i forhold til dem, der bruger det. 

– Det kan være, man er musiker. Måske skal man øve sig på en lille scene her, før man står på en stor. Det er det, vi gerne vil skabe plads til. Det er også derfor, vi laver ting som Songwriters in a Box, siger hun. 

Konceptet, som Holstebro Musikskole står bag, kombinerer unge lokale talenter med etablerede kunstnere i intime dobbeltkoncerter. 

– Så Kedlen er ikke bare en scene – det kan også være dansegulv eller noget helt tredje, siger hun. 

Foto: Jakob Hoff Astrup

Et køkken med historie – og fremtid 

Under interviewet sidder vi i det, der engang var hospitalets køkken. Her blev der dagligt lavet mad til over 1800 mennesker – og bygningen rummede både sin egen bager og slagter. 

I dag står det som et råt, men varmt rum – og skal fremover danne ramme om fællesspisning, sociale arrangementer og madkoncepter, der endnu ikke er opfundet. 

Her i det gamle køkken skal engang i fremtiden blive til MADLAB – Foto: Jakob Hoff Astrup

– Vi kalder det for et MADLAB, og det handler om at undersøge, hvordan mad og måltider kan samle folk – også på tværs af alder og baggrund, siger hun. 

Køkkenet var tidligere et samlingspunkt – og det skal det være igen. Planen er endnu ikke fastlagt, men maden skal være omdrejningspunktet. Visionen er et eksperimenterende madlab – et laboratorium for nye måder at samles om måltider på. Et sted, hvor måltider og fællesskab kan danne ramme om fremtidens byliv. 

Værksteder med spor af virkeligheden 

Lige ved siden af køkkenet ligger værkstederne, hvor Kristines oldefar – ud over at være kedelpasser – også arbejdede og reparerede udstyr i metal. Her er metalværksted, træværksted og elektronikværksted blevet sat i stand og ryddet op, så de fremover kan danne rammerne for nye projekter. 

Planen er, at værkstederne bliver åbnet for både erfarne kræfter og nye nysgerrige hænder, der vil arbejde med materialer, reparation og genbrug. 

Maskinerne står stadig. Beskyttelsesudstyret hænger fortsat på væggen. Historien sidder i rummene – og det er en del af potentialet. Det er steder med kant og karakter. 

De gamle træ-, metal-, og elektronikværksteder er blevet sat i stand og åbner snart ud til offentligheden. – Foto: Jakob Hoff Astrup 

Boliger og byggegrupper på vej 

Kristine Holzendorff fortæller om et nyt initiativ, hvor man er i gang med at invitere borgerne ind som medskabere af områdets nye boformer. 

– Vi har sendt en åben invitation ud til dem, der er interesserede, hvor man kan komme med idéer og danne byggegrupper. Det handler om at skabe boliger med fokus på fællesskab – hvor man måske deler nogle funktioner eller arealer. Vi håber, det kan tiltrække folk, der gerne vil skabe noget sammen – og hvor man vil hilse på sine naboer, før man er med til at skabe, siger hun. 

Bydelen skal rumme både lejligheder, bofællesskaber og måske boliger skabt af grupper af borgere, der har lyst til at bo på nye måder. Det er i sig selv en invitation til at tænke anderledes. 

Det er i øvrigt planen, når hele den nye bydel engang om mange år står færdig, at der vil være 500 boliger, 500 arbejdspladser og 250 elever og studerende, der vil have sin daglige gang på sygehusgrunden. 

Små skridt – stor forandring 

Sygehusgrunden skal med tiden vokse sammen med resten af Holstebro. Men det kræver mere end byggeprojekter og masterplaner – det kræver oplevelser. 

– Jeg håber, folk vil gå en tur hernede. Bare for at mærke stedet. For når man først har været her, så sker der noget. Så kan man bedre forestille sig, hvad det hele kan blive til. 

Kristine har ikke fået en nem opgave. Hun står midt i en forandring, der ikke sker fra den ene dag til den anden. Hun arbejder med rammer, der endnu ikke er bygget færdige, og med bygninger, der stadig bærer præg af deres fortid. Men netop i det rum – mellem det, der var, og det, der kommer – ligger muligheden for at skabe noget unikt. 

Foto: Jakob Hoff Astrup

Men det tager tid – og tålmodighed: 

– Fordelen for mig er jo så, at jeg kan se det hele udfolde sig på tæt hold – så man oplever jo, hvor meget der faktisk sker hernede. Så handler det jo bare om at få det kommunikeret godt ud, siger hun.   

Sygehusgrunden skal med tiden vokse sammen med resten af Holstebro. Men det kræver mere end byggeprojekter og masterplaner – det kræver oplevelser. 

– Jeg håber, folk vil gå en tur hernede. Bare for at mærke stedet. For når man først har været her, så sker der noget. Så kan man bedre forestille sig, hvad det hele kan blive til. 

Kristine har ikke fået en nem opgave. Hun står midt i en forandring, der ikke sker fra den ene dag til den anden. Hun arbejder med rammer, der endnu ikke er bygget færdige, og med bygninger, der stadig bærer præg af deres fortid. Men netop i det rum – mellem det, der var, og det, der kommer – ligger muligheden for at skabe noget unikt.  

Men det tager tid – og tålmodighed: 

– Fordelen for mig er jo så, at jeg kan se det hele udfolde sig på tæt hold – så man oplever jo, hvor meget der faktisk sker hernede. Så handler det jo bare om at få det kommunikeret godt ud, siger hun. 

Download materialet her

Flere historier