
Kender du det med at have det så varmt i sommersolen, at man kraftigt overvejer at flytte ind i en fryser?
Så tag med os på virksomhedsbesøg. For denne sommerdag går turen nemlig til Hjem-IS depotet i Holstebro – nok byens køligste arbejdsplads.
Her er der minus 24 grader i det enorme fryserum, hvor hundredvis af pakker med is står stablet. Her er det hele; Favoritstangen – der engang hed Kæmpe Eskimo, Amerikaneren med flødebollen i toppen, Kæmpe Læske, Dumle Vaffel, Isbjørn, Sorbella.
Og det er her – i de køligste rammer i miles omkreds, vi møder souchef Gert Lindeberg. Han er i gang med dagens arbejde. Dog ikke i fryserummet – men bag computerskærmen, hvor han kan følge med i præcist, hvor hver af Hjem-IS-bilerne befinder sig i landsdelen.
Det hænder dog, at han sniger sig væk fra skærmen et par gange om dagen og stikker hovedet ind i fryserummet – især her om sommeren:
– Det er dejligt forfriskende – nogle gange går jeg derind bare for at blive kølet ned lige fem minutter, griner han.
Normalt er det ellers kun de medarbejdere, der arbejder på lageret, som kommer her i fryserummet.
Og selvom vejret uden for er til shorts og hawaii-skjorte, så er det på med vante, hue og Harboøre-habit, før man trækker ind i kulden.
Det fortæller Johnny Korsgaard. For ham er kulden et dagligt vilkår. Og hvordan er det så? At gå fra plus 20 sommergrader udenfor til minus plus 20 grader indenfor?
– Det er ikke noget problem, siger han bare.

Manden er iskold. Han har i nu syv år arbejdet dels på lageret, dels med at køre Hjem-IS- og Premiere-is-bilerne ud. Og han har for længst vænnet sig til temperaturforskellene.
Faktisk kan man godt komme til at svede – når man arbejder i minus 24 grader, griner han:
”Hvis du fryser, laver du for lidt,” siger Johnny Korsgaard tørt. Smilet er fremme i hans øjne.

Et depot med fart på
Hovedkvarteret for Hjem-IS ligger i Aarhus, men rundt i landet er der ti depoter. Depotet i Holstebro er det af dem, der dækker et større geografiske område.
Herfra kører Hjem-IS-bilerne ud til boligområder og virksomheder – helt fra Varde til Hanstholm.
Det er 12 Hjem-IS-biler og 2 Premier-biler, der dagligt stævner ud fra depotet. Premier-isbilerne kører leverancer ud til erhvervskunder – Hjem-IS kører is ud til private og til virksomheder, der har bestilt is til deres ansatte i sommervarmen.
Sådan en virksomhed skal 27-årige Oliver Sørensen ud til i dag. Det er Vestas i Ringkøbing, der har bestilt besøg af Hjem-IS-bilen for at glæde deres medarbejdere:
– Det er en af de eneste steder i vores landsdel, hvor vi faktisk kan køre ind i selve fabrikshallen med bilen, forklarer han.
Og det er altså en helt særlig stemning – sådan at komme ud på en fabrik på en sommerdag:
– For folk er jo glade, når man kommer, og så får de lige en pause og en snak over en is – det er virkelig hyggeligt, siger Oliver Sørensen.

Han har kørt for Hjem-IS i seks år og bor faktisk til dagligt i Aalborg, hvor han arbejder for depotet deroppe.
Men i sommerperioden er han på Hjem-IS-depotet i Holstebro:
– Mine forældre bor i Holstebro, så kan jeg bo der imens her om sommeren, siger han.
Hyggejobbet
For Oliver Sørensen er Hjem-IS et helt ideelt job:
– Det er et rigtigt hyggejob. Jeg følger bare ruten på GPS’en og møder næsten kun glade mennesker hvor end jeg kommer, fortæller han.
Det er kun sket nogle meget få gange, at folk har været utilfredse over lyden af klokker.
– Men så har vi et GPS-system, hvor der nogle steder på ruten kan stå en lille note om, at man lige skal ringe lidt mindre højt med klokken ud for nummer 17 for eksempel – så gør vi bare det. Vi er jo ikke ude på at genere nogen, siger han.

Men om det er is til studentergilder, konfirmationer eller bare en varm mandag eftermiddag, hvor han kører ud på villavejene, så er der is, der skal deles ud – og det er næsten altid smil, der følger med.
– Stemningen er rar. Og så er der tit forældre, der joker, især over for børnene. Sådan noget med ’nu ringer klokken – så er isen udsolgt’, selvom vi jo lige er kommet, griner Oliver.
Johnny Korsgaard nikker.
– Og så kommer børnene jo løbende og vil have både den ene og den anden og den tredje pakke med is, fortæller han og tilføjer:
– Men det plejer nu ofte at være fædrene, der ender med at sige nej til, at der skal købes flere pakker end én, griner han.
Arbejdsliv på hjul
For chaufførerne er arbejdet i høj grad selvstændigt. Når først bilen er læsset og ruten lagt, er man alene på farten – men aldrig helt alene.
– Jeg møder ind om morgenen og snakker med kollegerne – og så er jeg ellers afsted. Men man kommer jo ud til mennesker hele dagen. Det føles faktisk mere socialt end mange andre jobs, fortæller Oliver Sørensen.
Den sidste bil vender retur til depotet i Holstebro klokken ni om aftenen. Så det er ofte nogle skæve arbejdstider involveret:
– Derfor plejer vi også at sige, at det er meget en livsstil. Har man familie derhjemme, så skal man jo have det afklaret med dem, at man arbejder på lidt forskellige tidspunkter, siger Gert Lindeberg.

En livsstil med is i årene
Gert Lindeberg har været her på depotet siden 2002.
Han har kunnet mærke – især én specifik forskel i faget – gennem alle de år.
– Kunderne i dag har travlere kalendere, end de havde engang. De tager på flere ferier og er mindre hjemme. Så selvom Hjem-IS netop har sat omsætningsrekord på landsplan, så kræver arbejdet faktisk mere planlægning – og at man kører tættere og mere finmaskede ruter, end da jeg startede, siger han.

Og hvad storsællerterne angår – så er billedet stort set uændret, siden han startede – selvom nogle har ændret navn:
Favoritstangen (tidligere kendt som Kæmpe Eskimo) er stadig et hit Det er også Amerikaneren med flødebollen på toppen. Og så sodavandsis, når vejret bliver varmt.

Og Hjem-IS-klokken? Den spiller stadig en melodi, der får både børn og voksne til at trække i sandalerne og gå ud til vejen – uanset hvor dovne sommersolen har gjort dem.
– Vi er jo i en fantastisk branche, fordi vi møder så mange søde mennesker, og fordi så mange mennesker bliver glade for, at vi kommer ud til dem, siger han.

